Gammel

Jeg glæder mig til at blive gammel. Glæder mig til at sidde og spille PlayStation mod mine børnebørn, imens min husrobot, model ”yppelig teenager” gør rent i huset. Jeg vil gå i jakkesæt hver dag, med byens tungeste mahognistok. En mahognistok, hvis eneste formål er at smadre skinneben og akillesener hver gang en mulighed dukke op. Indimellem vil jeg græde stort og vedholdende når jeg tænker tilbage på alle de af mine venner som er døde af svineinfluenza, og hudkræft, og forurening og sult og vandmangel og jeg vil narre min familie til at tro jeg får anfald af Parkinsson, mens det i virkeligheden er en undskyldning for at blive ved med at træne ormen og headspin uanset hvor gammel jeg bliver. Og når så endelig min hjerne begynder at visne, så vil jeg opretholde min status som en vis gammel mand, ved kun at tale i ordsprog.
”Bedstefar, vil du ikke med ud I have og se lidt til blomsterne”
”Jo, jo – men du ved at den der graver en grav for andre, han falder selv i den.” ”Slap nu af, det er bare en tur ud – og vi skal ikke grave i dag.”
”Ja, det kan du sagtens sige, men det er bedre at bukke sig for døren, end at rende hovedet mod karmen.”
”Bedstefar, du er 1 ½ meter høj, det går nok.”
”Ja, ja – hellere stor og charmerende end lille og irriterende.”
”Synes du jeg er irriterende?”
”Nej, jeg siger bare at dumhed og ungdom vokser på samme træ.”
”Luk dog røven!”
”Røv. Ja, ja. Hvad hjertet er fuld af, løber munden over med”
”Bedstefar, hvis det har skal blive en hyggelig dag, så bliver vi nødt til at slutte fred.”
”Den evige fred fås kun på kirkegården min søn”
Og når så børnebørnene kommer hjem med en ny kæreste, så vil jeg først sidde helt tavs. Måske småsavle lidt. Og så spidde dem med ”Hvad hedder du så min ven?” og uanset hvad de svarer, vil jeg sige ”Nå, er det et navn nu til dags. Det var noget man kaldte skabede køtere i mine unge dage”. Og når så, og når så, og nå så den…
sidste høne er plukket
når sidste cigaret er slukket
når sidste øl er drukket
når sidste stik er stukket
så vil jeg gå på stranden
og være rigtig laaaaaaangsom
når jeg skifter til badetøj
så jeg kan stå og vift
med min bare røv
som er gammel
og fyldt med grå hår
og en pik
der ikke længere står
og da far far far
farfar var lille var nettet noget man fisked med
da farfar var lille var politistat en vittighed
da farfar var lille var bander noget man spilled på
da farfar var lille var himlen stadig blå
da farfar var lille
da farfar var lille
da farfar var lille

Jeg har! Har jeg?

Græsset er blevet højere
Reoler er blevet farligere
Søvnen er blevet lettere
Far og mor siger jeg har fået værdighed
Beviser er skabt på at jeg har givet min kvinde kærlighed
Alt ses fra en ny højde
I sympati med drægtigheden har jeg selv fået ny drøjde
Mit sprog udgøres af enstavelsesord – ga ga gu gu
700.- kr for en sko på størrelse med en abort er ikke ublu
På caféerne sender løse æggestokke mig lange blikke
Tænker at ham der kan rigtig pikke pikke
Hvis jeg døde nu
Ville jeg stadig leve
De næste 18 år er kommet for at blive
Hjertet er vokset med raketfart
Værdierne og ansvaret har længe været parat
Det på tide at falde lidt til ro
Og prøve endelig at være mere end to
Jeg har fået barn

Jeg lugter af bræk
En konto? Nej. Et ovetræk
Har øjne så små som knappenåle
Sex på faste dage
Ikke flere øl, kun svigermor med kaffe og kage
Gu gu ga ga
Teletubbies har invaderet mine drømme
Jeg synes brio-tog er kønne
Jeg har fået en holdning til phlatalater
Kan blive rørt af tomme sætninger fra Naser Khader
Hun spørger om det skal være silikone, gummi eller latex?
Jeg lyser op. Vi taler om sutter, skat. Ikke sex.
Lort på fingrene. På gulvet. På håndklædet. I bukserne. Alle andre steder end i den ble.
Jeg stirrer tomt ud i luften med en kop te.
De næste 18 år er revet væk.
Mit livs skib er sprunget læk.
Men jeg må hellere tage ansvaret som en rigtig mand
Og nyde kaos mens jeg kan.
Har jeg fået barn?

Endelig slut med møder, a-konto vedligehold og oprydning i fællesrum
Ingen opgang med kanyler og ingen vicevært der siger Kim er dum
Løsrivelse fra en ungdom
Nu er pladsen stor og lommen er tom
Lege gemmeleg med sin kvinde
Endelig tager mere end 10 sekunder at finde
Æbler vokser ikke længere i poser
Kærlighed, kildevand og gratis roser
Plads til at vi alle kan blive større og endda flere
Kun en fantast ville kunne ønske sig mere
Herfra min verden går
Og banken har lovet det er rentrefrit de næste 10 år
Jeg har fået hus

Kutnekker, rundstok, faskine, rørtang, kap geringssav,
Trailercarport, keramisk husnummer, designer postkasse,
Bred klippelængde, multifunktionsstige,
Rank ryg, ingen penge,
Mandighed, arbejde længe,
Tale meget med en dåse i hånden,
Rig på værktøj, men fattig i ånden
Invitere på middag, raclette, fondue, tre-liters vin
Rigtig på med vanten, være voksen og pisse fin fin,
Læse information og ha den liggende fremme
Vi Bor Bedre, har holdning, den er hjemme
Fremtiden lokker med vældig interesse
Skal der nu være riflede brædder til vores terrasse
Har jeg fået hus?

Sandelig siger jeg jer

Og sandelig siger jeg jer at verden er begyndt at omhandle hullerne mere, end den omhandler selve osten. Ostens huller er defineret af fravær – fravær af selve det vi har betalt penge for at få. Verdens fokus, vores dagligdags gøren og laden, vores udsigelser, vores forbandelser – alt er begyndt at tage sit udgangspunkt i fraværet. Med instagram og facebook dykker vi ned i fraværet, som det nye samvær, men mennesket er ikke født til at sejle ensomt af natmørkt hav. Men sandelig siger jeg jer, at det er det vi gør. Tidligere tiders nysgerrighed er blevet afløst af lukkede grænser, af hårdere straffe, af større krav, af dybere ensomhed, af hverdags racisme og retskafne borgere der bare vil have lov til at klippe deres indre ligusterhæk, flage på dronningens fødselsdag og stemme på folket i fjernsynet fordi de, ligesom dem selv, ligner Stryhns Leverpostej. Men nu er det på tide at vi siger stop. Jeg vil have osten tilbage. For vi skal huske at der bag hvert et fravalg og bag hvert et fravær ligger et tilvalg og en tilværelse. For hvis vi fokuserer på alt det vi
ikke har ikke nåede ikke fik ikke så
ikke hørte ikke oplevede ikke smagte ikke malede
ikke byggede ikke elsker og alt det vi ikke er,
hvad er vi så?
Og det altid en god dag for mig, så længe jeg vågner og kan sige ”yes, jeg har to ben”, for det er ikke alle der har det. Så længe jeg kan sige ”Yes, der er rent vand i hanen, mad på bordet og raske børn”. Så længe jeg kan sige ”Yes, jeg er ikke svensker”, for det er ikke alle der kan sige det.
I skal stå op i morgen og lad båden fra det natmørke hav, støde mod grund på livets kyst. Åbn jeres øjne, og hvis du er blind, så åbn dine ører, og hvis du er døv så åbn dine arme – og har du ingen arme, så får du en kage af mig. Sandelig siger jeg jer, at I skal huske at før glasset var tomt, der var det fyldt. Huske at der før skilsmissen var et ægteskab. Huske at der før Løkke og Kærsgård var et yndigt land. Huske at der før alderdommen er ungdom. Huske at der før gæld er penge. Huske at der før solbrændte baller er en god dag på stranden. Huske at der før brækkede ben er en god skiferie. Huske at der før udpumpning er en rigtig sjov fest. Og husk, for helvede – og for himlen – at der før døden er livet. Der vil altid være huller i osten, men I ved ligesom jeg, at det ikke er dem der smager bedst. Velbekomme.

Et trin ad gangen

Vi tager et trin ad gangen. Stille og roligt. Stille. Roligt. Knoglerne er ikke hvad de har været. Skøre. I vår var her grønt. Alt er gråt nu. Det er som at gå i et spejl. Gelænderet ruster i flager. Jeg må ikke falde nu. Vinden har altid været her. Der er forblæst herude. Et trin mere. Jeg har ikke været udenfor i flere dage. Man skal huske at holde balancen. Man skal sove. Og man skal leve. Være inde. Og ude.

Her slutter min verden. Og måske er det først på den anden side at jeg begynder. Landet er ikke et sted. Det er en tilstand. Stilstand. Selv det visne efterårskrat ser mere virilt ud end mig. Som om det har et formål. Der er forblæst herude. Også her. Det stilner aldrig. Kun inde i stuen. Der er tyst. Om sommeren bærer buskene bær. Safterne kan løbe ned af hagen, hvis man tager for mange på én gang.

Den er til at stole på. Stensætningen. Undskylder sig med krat. Som om det kan ændre noget. Uanset hvor meget krat man iklæder sig, så ændrer det ikke ved medfødt hårdhed. Urokkelig. Jeg blafrer uroligt ved siden af. Som om så klare grænser bare beder om at blive overtrådt. Men jeg kan ikke mere. Tildligere kunne jeg alt, og senere så kun det meste. Nu klarer det meste mig istedet.

Her vil jeg lægge mig ned den sidste dag. Her er så meget i forvejen blevet til et, at et enkelt væsen til eller fra, ikke vil ændre på helheden. Her er så perfekt forladt og så gennemført uordentligt, at det ligner en pertentligt gennemført kulisse til en dårlig spillefilm. Det er bare mig og min neglegt. Mig og mine fikse idéer om den naturlige væksts organiske skønhed. Skønhed min bare.

Jeg prøver virkelig at undgå at sætte spor. Andre trækker både furer og smilebånd. Og nu står jeg igen her. Der er forblæst herude. Kun om sommeren giver bølgende kornaks vinden mening. Ellers er den bare til for drager, vejrhaner og gigten i mine knogler. Jeg længes skiftevis til at være et bjerg eller en sky. Det kommer an på dagsformen. Jeg har ikke været udenfor i flere dage.

Vi er en lille sammentømret flok. I starten var vi mange flere, men jeg tror familien lider af en dårlig navigationsevne. For vi forsvinder en for en for en. Dagene strækker sig umætteligt indover efteråret. Det må snart være på tide at vi kommer tilbage i folden. Der er så forblæst herude. De andre kigger på mig. De har ikke samme behov for at strejfe omkring. Det har jeg. Og en dag skal de nok få lyst. Vi tager et trin ad gangen.

Æggepunch

Jeg knipser dit øjeæble
så det klækker
Tager en ordentlig indånding
og puster dig ren

Du flyder ud i sengen
fylder mere
end nogensinde før

Mit underben
kaster sig skamløst ombord
det har drukket påskebryg
det fedter sig ind
det møver sig rundt
det ser herrens ud
det fortryder jeg
i morgen

Mine fingre
griber gerningsøjeblikket
med tegnsprog
og erklærer dig smuk
erklærer natten ung
erklærer min pung insolvent
erklærer os så et umage par
og derfor skal der kysses
i morgen

Min røv
går derefter af mode
forklæder sig som humør
nu er jeg
røvfuld og underbensløs
røvsur og sær
røvtræt og inkonsekvent
men med held kommer
i morgen

Og du ligger bare dér
Gennemført udpustet
med klækket øje
og det hele.

Lader mig gøre
al
arbejdet. Sikke en påske.

Aftentur ved kastellet

Gærsure boller

så bløde som navlefnuller
fra dengang vi mødtes

Vi skal ikke gå på Kastellet
Vi har ikke Kastellet
Vi skal gå i den rådne banan
Med dysleksi og lokalradio
trukket tæt op om ørene

Ungen skriger i hængslet
og du skulle
også se at få den smurt

Og vi sætter den ene dag
foran den anden
for i morgen
er der måske et tilbud
som vi helst vil gå glip af

Det her er Kastellet
siger du
og ser ud på luften

Du er kold
Jeg har boller i min pose
Dine fingre er som rødder
Får mig til at stå fast
og række dig

Vi kan godt det her
siger vi

Imens solen drukner
ungen sover
og livet stilner

Fastelavn

Penslen trækker tigeren ud
nu poter på gulvet

i vinduet driver serpentiner væk
katten dukker sig

pelsen dirrer af stilhed
inden den iklædes
barnet

og knurhår
og youghurt
og juice
glider sammen på kinden
mens far forsvinder
bag en cowboyhat
og mor drukner
i en krystalkugle

huset er tomt
nu

dyr!
spåkoner og cowboydere
fordriver
hverdagen og tiden
linoleumsgulvet
koldt og dødt
sander til
i sand
i sss
ss
s

BANG!

nu skal der kraftpetrvæltmig smadres
nu skal der denondelynemig ødelægges
nu skal der edderguddølme tæves

hvin og slag

rytmisk påkalder vi alt
gamle katte kigger ned
døde hilser på
vi griner med kløerne ude
vi griner med sygeligt hvide kontorgrin
vi griner med fordrukne blå rødvinsgrin
vi ser mod de uskyldigt brune kakaogrin

vi slår hverdagen i tusind stykker
imens sneen daler over
og vores visitkort endelig skriver
at vi er konger
at vi er dronninger

tigeren står på bagbenene
jubler ekstatisk
imens splinter
og kaffedryp
skvulper ud over sneen i haven

snart går vi hjem og boller
skaber en fandens massse ballede
og i morgen vil vi
som så ofte før
gætte på hvem vi var

Lagner i dine fingre

Du har lagner
i dine fingre
Natten står mulm for ruderne
Nu kunne tiden være til
at vi var voldsomme

at vi enten
smadrede det skide køkken
at vi enten
elskede blødende og højt
at vi enten
løb nøgne ud og væltede skygger
at vi enten
drak os nord for Polen
men det er ikke det vi skal

Du har lagner
i din sofa
Er imellem dig og puder
Du må gerne dække for mig
Imens jeg stille sover ind

Jeg har aldrig grædt
over andet end døden
Og nu liggger jeg her
i en sofa
og hulker voldsomt

fordi det imod alle odds
blev
som jeg knap turde håbe på