Vi tager et trin ad gangen. Stille og roligt. Stille. Roligt. Knoglerne er ikke hvad de har været. Skøre. I vår var her grønt. Alt er gråt nu. Det er som at gå i et spejl. Gelænderet ruster i flager. Jeg må ikke falde nu. Vinden har altid været her. Der er forblæst herude. Et trin mere. Jeg har ikke været udenfor i flere dage. Man skal huske at holde balancen. Man skal sove. Og man skal leve. Være inde. Og ude.
Her slutter min verden. Og måske er det først på den anden side at jeg begynder. Landet er ikke et sted. Det er en tilstand. Stilstand. Selv det visne efterårskrat ser mere virilt ud end mig. Som om det har et formål. Der er forblæst herude. Også her. Det stilner aldrig. Kun inde i stuen. Der er tyst. Om sommeren bærer buskene bær. Safterne kan løbe ned af hagen, hvis man tager for mange på én gang.
Den er til at stole på. Stensætningen. Undskylder sig med krat. Som om det kan ændre noget. Uanset hvor meget krat man iklæder sig, så ændrer det ikke ved medfødt hårdhed. Urokkelig. Jeg blafrer uroligt ved siden af. Som om så klare grænser bare beder om at blive overtrådt. Men jeg kan ikke mere. Tildligere kunne jeg alt, og senere så kun det meste. Nu klarer det meste mig istedet.
Her vil jeg lægge mig ned den sidste dag. Her er så meget i forvejen blevet til et, at et enkelt væsen til eller fra, ikke vil ændre på helheden. Her er så perfekt forladt og så gennemført uordentligt, at det ligner en pertentligt gennemført kulisse til en dårlig spillefilm. Det er bare mig og min neglegt. Mig og mine fikse idéer om den naturlige væksts organiske skønhed. Skønhed min bare.
Jeg prøver virkelig at undgå at sætte spor. Andre trækker både furer og smilebånd. Og nu står jeg igen her. Der er forblæst herude. Kun om sommeren giver bølgende kornaks vinden mening. Ellers er den bare til for drager, vejrhaner og gigten i mine knogler. Jeg længes skiftevis til at være et bjerg eller en sky. Det kommer an på dagsformen. Jeg har ikke været udenfor i flere dage.
Vi er en lille sammentømret flok. I starten var vi mange flere, men jeg tror familien lider af en dårlig navigationsevne. For vi forsvinder en for en for en. Dagene strækker sig umætteligt indover efteråret. Det må snart være på tide at vi kommer tilbage i folden. Der er så forblæst herude. De andre kigger på mig. De har ikke samme behov for at strejfe omkring. Det har jeg. Og en dag skal de nok få lyst. Vi tager et trin ad gangen.