Sandelig siger jeg jer

Og sandelig siger jeg jer at verden er begyndt at omhandle hullerne mere, end den omhandler selve osten. Ostens huller er defineret af fravær – fravær af selve det vi har betalt penge for at få. Verdens fokus, vores dagligdags gøren og laden, vores udsigelser, vores forbandelser – alt er begyndt at tage sit udgangspunkt i fraværet. Med instagram og facebook dykker vi ned i fraværet, som det nye samvær, men mennesket er ikke født til at sejle ensomt af natmørkt hav. Men sandelig siger jeg jer, at det er det vi gør. Tidligere tiders nysgerrighed er blevet afløst af lukkede grænser, af hårdere straffe, af større krav, af dybere ensomhed, af hverdags racisme og retskafne borgere der bare vil have lov til at klippe deres indre ligusterhæk, flage på dronningens fødselsdag og stemme på folket i fjernsynet fordi de, ligesom dem selv, ligner Stryhns Leverpostej. Men nu er det på tide at vi siger stop. Jeg vil have osten tilbage. For vi skal huske at der bag hvert et fravalg og bag hvert et fravær ligger et tilvalg og en tilværelse. For hvis vi fokuserer på alt det vi
ikke har ikke nåede ikke fik ikke så
ikke hørte ikke oplevede ikke smagte ikke malede
ikke byggede ikke elsker og alt det vi ikke er,
hvad er vi så?
Og det altid en god dag for mig, så længe jeg vågner og kan sige ”yes, jeg har to ben”, for det er ikke alle der har det. Så længe jeg kan sige ”Yes, der er rent vand i hanen, mad på bordet og raske børn”. Så længe jeg kan sige ”Yes, jeg er ikke svensker”, for det er ikke alle der kan sige det.
I skal stå op i morgen og lad båden fra det natmørke hav, støde mod grund på livets kyst. Åbn jeres øjne, og hvis du er blind, så åbn dine ører, og hvis du er døv så åbn dine arme – og har du ingen arme, så får du en kage af mig. Sandelig siger jeg jer, at I skal huske at før glasset var tomt, der var det fyldt. Huske at der før skilsmissen var et ægteskab. Huske at der før Løkke og Kærsgård var et yndigt land. Huske at der før alderdommen er ungdom. Huske at der før gæld er penge. Huske at der før solbrændte baller er en god dag på stranden. Huske at der før brækkede ben er en god skiferie. Huske at der før udpumpning er en rigtig sjov fest. Og husk, for helvede – og for himlen – at der før døden er livet. Der vil altid være huller i osten, men I ved ligesom jeg, at det ikke er dem der smager bedst. Velbekomme.