Gider du række mig den der sorte?
Barack Obama?
Nej, den der sorte man kan sidde på?
Sofaen?
Nej, den der lidt mindre, sorte man kan sidde på?
Dildoen?
Nej, den der lidt mindre sorte, med ryglæn man kan sidde på?
Stolen?
Ja. Tak.
Gider du række mig det skrøbelige der?
Dit selvværd?
Nej, det der skrøbelige, hvide?
Er det demokratiet?
Nej, det der skrøbelige, hvide, runde?
Tallerkenen?
Ja, tak.
Gider du række mig den der som kan stikke?
Kærligheden?
Nej. Den der kan stikke, af metal?
Kanylen, der virker som en genvej til lykken, men som bare er en omvej til et liv på dagpenge, og de findes jo ikke mere.
Nej, den der kan stikke og den der kan skære?
Nåårh, gaffel og kniv?
Ja, tak.
Gider du række mig den tunge der?
Det har jeg lært man ikke må.
Okay, så den tunge og lyserøde der?
Din mor?
Nej, den der tunge, lyserøde og spiselige ting?
He, he – øh, nå! Skinken!?
Ja, tak.
Gider du tænde for det store der?
Er dit ego?
Hold dog kæft. Nej, det der store, landsdækkende?
Smålighed og fremmedfrygt?
Nej, den der store, landsdækkende, opdragende?
Fjernsynet?
Ja. Tak.
Så sidder vi der. Med skinke og fjernsyn. Ikke helt tilstede æde æde æde æde, . Vil du række mig Salt alt alt alt vi har DR, Netflix og TV-2 er vi, lad os dyrke sex-faktoooor, vi glor og vi kaster stemmer, emmer, emmer af fordom om om om alle dem der stiller op, kan ikke stop, får ik’ nok, propper os med med Føde, øde øde øde Ø bliver soundtracket til vores middag da da da vi ser dem på TV, taler om dem på TV, bygger, maler, føler, bager ligesom dem på TV, vi vil det samme, amme amme hjerne føles sådan her er er er vi mætte, vi er to og vi er glade lade, lade, lade på den fede måde åd åd. Bid. Skift. Kanal. Bid Skift Kanal. Bid. Skift kanal. Vil du RÆKKE MIG SOVSEN er det eneste vi siger! Og jeg sukker og slukker og kigger op og spørger ”Vil du række mig dig?” og du er allerede på vej…